Rosenbakken er en del af Daycare Nord, som er Skives største daginstitution med sammenlagt 266 børn i institutionens to vuggestuegrupper og fire børnehavegrupper.
På Rosenbakken ser vi os selv som Naturens Læringshus. Vi er ude i naturen så ofte som muligt, enten på vores fantastiske legeplads eller i området omkring os fx. i vores Samerlejr, i skoven og ved stranden som ligger inden for 10 minutter. Vi undersøger ting i naturen, vi sætter ord på vores aktiviteter. Vi løber, klatrer, hopper osv. Vi lægger også vægt på fællesskab og sprog. Vi støtter børnene i at få venner og komme med i legen. Vi hjælper børnene med at se og forstå hinanden ved at sætte ord på deres handlinger og deres mimik. Kort sagt; vi fletter de 6 læreplanstemaer, som alle børnehaver skal arbejde med, ind i arbejdet med natur og udeliv.
Vi arbejder alle ud fra en anerkendende, ressourcefokuseret tilgang. Vores bedste overbevisning er, at alle børn gør det bedste de kan, ud fra de forudsætninger de har. Derfor har vi fokus på, hvordan vi kan tilpasse aktiviteter, rammerne og læringsmiljø i børnehaven, så de passer til de enkelte børn og hele børnegruppen.